
Den 10. oktober 2008 åbnede Kalundborg Museum for første gang en permanent udstilling med både kendte og ukendte malerier og tegninger af den danske maler Johan Thomas Lundbye.
Lundbye blev født i Skibbrogade i Kalundborg i 1818 og boede her indtil faderens militærstilling bragte familien til København og senere til

Frederiksværk. Lundbye kom mod faderens vilje på Kunstakademiet i København og blev en af Danmarks bedste og mest elskede landskabsmalere. Det sjællandske landskab havde en stor betydning for ham, og han hentede for det meste sine motiver i Nord- og Vestsjælland.
Efter faderens død rejste moderen tilbage til Kalundborg, og Lundbye tegnede og malede i de kommende år blandt andet landskaber på Røsnæs, Helles Klint, stensætninger ved Raklev og ikke mindst Vor Frue Kirke. Kalundborg Museum råder over flere af Lundbyes værker, blandt andet maleriet "Kalundborg set fra Asnæs".
Lundbye havde dybe nationalfølelser og følte sig stærkt tilknyttet sit fædreland, og 3-års krigen i 1848-51 med Slesvig-

Holstein optog ham meget. Han meldte sig derfor som frivillig, men blev ramt af et vådeskud og døde allerede, før han kom i kamp i 1848.
Trods sit korte liv efterlod Lundbye mere end 1200 tegninger ud over de mange malerier. Hans værker kan i dag – udover på Kalundborg Museum – ses på blandt andet Statens Museum for Kunst, Glyptoteket og Den Hirschsprungske Samling, samt Musée du Louvre i Paris.