
Den
femtårnede kirke i Kalundborg var oprindeligt Esbern Snares idé. Men det er dog snarere Esberns datter Ingeborg, der har fået opført kirken – Esbern døde i 1204, og på det tidspunkt var kunsten at brænde mursten kun lige kommet til Danmark.
Selv om kirken i Kalundborg er pompøs, er den ikke særlig stor, og op gennem tiden har kirkegængerne siddet på bænkerækker i tre etager over hinanden. De, der skulle sidde på de øverste bænke, gik op ad udvendige trapper og kravlede ind ad vinduerne.

Gravpladserne under det midterste tårn – tæt op af alteret – har været populære blandt adelsfolk op igennem århundrederne. Grav på grav blev gravet i kirkens gulv – tættere og tættere på de store søjler, der holdt tårnet. I 1827 skete det uundgåelige; fundamentet skred, og midtertårnet styrtede sammen. På mirakuløs vis faldt det ud mellem to af de andre tårne – og ingen kom til skade. I 1870 blev der skaffet penge til at genopbygge tårnet ved en landsindsamling.
Man kan altid besøge kirken i dagtimerne, hvis ikke der foregår kirkelige handlinger.
Vor Frue Kirke er dog ikke den eneste interessante kirke i Kalundborg. I byen ligger også den moderne kirke
Nyvangskirken, hvis arkitekt, Holger Nielsen, tydeligvis har ladet sig inspirere af sin verdensberømte lærer Kaare Klint. Kirkerummet er sekskantet og akustisk velfungerende, hvorfor kirken ofte huser populære koncerter.
I Kalundborgs omkringliggende landsbyer findes også mange betagende kirker, som er værd at besøge. I
Gørlev Kirke finder man f.eks. to runesten, der er udstillet i våbenhuset (se faktaboksen til højre). Ved
Bjergsted Kirke for foden af Bjergsted Bakker finder man en anden sten, nemlig den såkaldte ”russersten” – et gravmæle over en herboende, russisk familie, der døde på tragisk vis i 1928, da faderen tog sit, sin kones og tre børns liv.

Man finder desuden mange smukke kalkmalerier, der stammer helt tilbage fra middelalderen, i flere af kirkerne, bl.a. i Sæby Kirke, Bregninge Kirke, Sejerø Kirke, Viskinge Kirke, Gørlev Kirke, Tømmerup Kirke og Rørby Kirke.
De fleste af kirkerne er åbne for besøgende i dagtimerne. På Kalundborg Turistbureau kan du købe en folder, der beskriver alle Kalundborg-egnens kirker nærmere.