Birkegårdens Haver besøges hvert år af ca. 50.000 mennesker.
Her er en dansk/engelsk have på 7.000 m2. Blomsterpragten begynder i april og fortsætter hele sommeren med en farvepalet af spændende blomster og træer.
Den japansk inspirerede have er på 10.000 m2. Her er enkelhed og ro nøgleorderne. Haven består af flere afsnit: Vandrehave, Meditationshave, Sandhave og en elegant Murhave.

En særlig have hedder kunstnerhaven, hvor skiftende kunstnere udstiller deres værker i den smukke natur. Og sidste knopskydning er en præriehave med smukke stauder og høje tørre græsser, der vajer i vinden, og en klosterhave der taler til alle sanser med krydder- duft- og lægeurter.
Haven startede ved et tilfælde for 10 år siden, efter at Merry og Finn havde fået anlagt en sø i haven. Merry og Finn begyndte at læse havebøger og gå til haveforedrag - i første omgang for at gøre lidt ud af søens omgivelser. Så anlagde de en storblomstrende engelsk have, så en japansk - og i dag har Merry og Finn 30.000 kvadratmeter med otte forskellige fantastiske haver.